Vederlagspolitik i egetæpper a/s Overordnet skal vederlagspolitikken være medvirkende til at skabe og sikre en langsigtet udvikling af egekoncernen og derigennem værdiskabelse for aktionærerne. Vederlagspolitikken skal samtidig være medvirkende til at sikre en sund og effektiv risikostyring for selskabets interessenter. Vederlagspolitikken behandles årligt af selskabets bestyrelse, og eventuelle ændringer i vederlagspolitikken besluttes ligeledes i dette regi. Bestyrelsens aflønning godkendes på generalforsamlingen. I forbindelse med vederlagspolitikkens behandling evaluerer bestyrelsen direktionen efter på forhånd fastlagte kriterier. Direktionens aflønning Overordnet set skal koncerndirektionens aflønning være konkurrencedygtig og på et niveau, hvor selskabet fortsat kan fastholde og tiltrække en kompetent direktion. Direktionens aflønning sammenholdes med niveauet i tilsvarende danske og udenlandske virksomheder. Direktionens aflønning består af en grundløn, pension samt resultatbestemt tantieme. Der er ikke fastsat øvre grænse for tantiemens størrelse, men den samlede aflønning og sammensætningen heraf evalueres årligt af bestyrelsen. For regnskabsåret 2014/15 udgør resultatbestemt tantieme ca. 21% af direktionens samlede aflønning. Direktionsmedlemmer oppebærer tillige fri bil, fri telekommunikation samt fri avis. Direktionen er ikke omfattet af optionsprogrammer eller særlige aktiebaserede incitamentsprogrammer. Opsigelsesvarsel kan være op til 12 måneder for både direktion og selskab. Fratrædelses-godtgørelse kan maksimalt svare til 1 års samlet aflønning. Honorar til direktionen oplyses samlet i årsrapporten. Bestyrelsens aflønning Selskabets bestyrelse modtager et fast årligt vederlag på 100.000 kr. Bestyrelsen er ikke omfattet af optionsprogrammer, bonusordninger eller særlige aktiebaserede incitamentsprogrammer. Bestyrelseshonoraret fastsættes ud fra niveauet i tilsvarende danske og udenlandske virksomheder, og skal ligeledes afspejle bestyrelsesarbejdets ansvar og omfang samt de kompetencemæssige krav, der stilles til bestyrelsesmedlemmerne. Bestyrelsens formand og næstformand modtager et tillæg til det normale bestyrelseshonorar. Tillægget er henholdsvis på 1,5 og 0,5 gange det ordinære bestyrelseshonorar. Medlemmer af revisionsudvalget modtager tillige et honorar på 50.000 kr. for deltagelse heri. Honorar til bestyrelsen oplyses samlet i årsrapporten. Godkendt på bestyrelsesmøde samt generalforsamling 29. august 2014. egetæpper a/s • Industrivej Nord 25 • DK-7400 Herning • Tel. +45 97 11 88 11 • Fax: +45 97 11 95 80 • E-mail: ege@ege.dk • www.egecarpets.com
Download PDF fil
Byg din egen flipbook