FORORD I denne udgave af strategifolderen kigger vi frem mod 2022. Strategi 2020 blev fastlagt i 2013, og tiden er nu moden til at justere strategien med udgangspunkt i de erfaringer, vi har høstet, og de ændringer, der er sket i markedet og internt i ege-koncernen. Siden 2013 kan vi særligt være stolte over, at vi har udviklet os markant indenfor tæppefliser, samtidig med at vi har fastholdt og styrket vor position indenfor væg-til-væg tæpper. Endvidere har vi etableret datterselskab i USA, så vi nu er godt repræsenteret globalt. Vi kan fortsat glæde os over, at vi er blandt de økonomisk bedst funderede virksomheder i branchen med et godt ry og omdømme i store dele af verden. Dette er et resultat af den position, vi har gjort os fortjent til gennem mange års seriøst og målrettet arbejde med afsæt i en klar strategi, som vi løbende følger op på og justerer efter behov. I egetæpper har vi som bekendt gjort det til en god vane at udfordre vor strategi mindst to gange om året for at sikre, at vi er på rette kurs og i god tid når at forholde os til nye tendenser og vilkår. Vi har erfaret, at det kræver mange ressourcer – eksternt såvel som internt – at etablere sig på nye markeder samt at betjene hvert enkelt delsegment kvalificeret. Derfor justerer vi vort fokus, så vi i højere grad går i dybden med en skarpere prioritering af markeder, delsegmenter og produkter. I forhold til sidste udgave af folderen, Strategi 2020, har vi indført begrebet kerne i forhold til markeder, segmenter og produkttyper. Kernemarkederne, -segmenterne og -produkt typerne er afgørende for, at vi realiserer vore langsigtede mål og prioriteres først i alle forhold: ledelsesfokus, produktudvikling, CSR, marketing, HR, produktion mm. Endvidere justerer vi vore konkurrenceparametre, som er de parametre, vi differentierer os på i forhold til konkurrenterne: produktdesign, salgssupport og kundetilpassede løsninger. Det grundlæggende i egetæppers strategi er fortsat, at vi udvikler, designer, sælger og leverer kvalitetstæpper med respekt for mennesker og miljø. Vi henvender os til den krævende del af markedet, hvor vore mange kompetencer værdsættes af kunder, brugere, arkitekter/designere, gulventreprenører osv. Vi er den leverandør, det er naturligt at henvende sig til, når man lægger vægt på produktdesign, løsningsfleksibilitet og god service før, under og efter et køb samt bæredygtighed i hele værdikæden. I en tid hvor verden bliver stadig mere turbulent, er det vigtigt, at strategien er klar og følges loyalt, så vi gør egetæpper til en stabil virksomhed som modvægt til et marked, der er præget af mange ændringer og en høj grad af uforudsigelighed. Som medarbejder i ege-koncernen er det vigtigt, at du betragter strategien som en vejviser. Hver gang du i dagligdagen disponerer og handler i tråd med strategien, gør du os endnu stærkere. Det betyder, at du har direkte og reel indflydelse på, hvordan ege-koncernen udvikler sig. Dette ansvar har vi tillid til, at du fortsat forvalter loyalt og kvalificeret. Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke medarbejderne for deres engagement. Et engagement, der i høj grad er og fortsat vil være afgørende for, at egetæpper drives og udvikler sig som en moderne og konkurrencedygtig virksomhed. Har du spørgsmål til strategien, er du altid velkommen til at kontakte os, din foresatte eller din tillidsrepræsentant. Svend Aage Færch Nielsen CEO John Vestergaard CFO 3
Download PDF fil
Byg din egen flipbook