Redegørelse 2015/2016 for det underrepræsenterede køn i ledelsen jf. Årsregnskabsloven §99b Redegørelsen udgør en integreret del af ledelsesberetningen i egetæpper a/s’ årsrapport for regnskabsåret 2015/16. De nedenfor fastsatte måltal og politikker for kønsfordelingen i ledelsen er gældende for moderselskabet. Redegørelsen for status for handlingsplaner dækker kun moderselskabet. Igangsatte initiativer vil efterfølgende blive implementeret på koncernens øvrige selskaber, således at måltal og politikker på sigt kan udvides til også at gælde på koncernplan. Definition af ledelsesniveauer I ege koncernen lyder ledelsesdefinitionen således: ”En leder på egetæpper har enten ansvar for andre medarbejdere eller indtager en så selvstændig stilling, at vedkommende kan disponere på egetæppers vegne”. Der er 4 ledelsesniveauer i organisationen: direktion, chefer, mellem-ledere og teamledere. egetæppers politik for mangfoldighed i ledelsen gælder samtlige ledelsesniveauer. Politik Vi vil fremme en mangfoldig arbejdsplads og arbejde for at fremme antallet af kvinder i ledende stillinger. Vi vil sikre, at vores medarbejdere kan udnytte deres kompetencer bedst muligt uanset køn, etnicitet, religion, politisk anskuelse, alder, handicap, seksuel orientering mv. På længere sigt ønsker vi, at fordelingen mellem mænd og kvinder på ledelsesniveau afspejler fordelingen mellem mænd og kvinder i virksomheden generelt. Overordnede mål I 2013 opstillede vi to specifikke mål for ege koncernen: • 30% af alle nyansatte ledere skal fremover være kvinder • 30% af alle ledere skal i 2017 være kvinder Der er opstillet en konkret handlingsplan for at nå de opstillede mål. Det er vigtig information for handlingsplanen at vide, at personaleomsætningen i ege er lav. Vi har mange medarbejdere med over 25 års anciennitet, og det er ofte medarbejdere med mange års anciennitet, der varetager lederposterne i virksomheden. Der er således ikke kutyme for at ansætte ledere udefra, og der er meget lav udskiftning blandt lederne. Derfor er det ikke realistisk at forvente en hurtig udskiftning i ledergruppen. Status på overordnede mål • Inden for de næste 4 år (fra 2015) at øge andelen af det underrepræsenterede køn blandt de generalforsamlingsvalgte medlemmer fra 25% til minimum 40%. Bestyrelsen i egetæpper a/s består af 4 generalforsamlingsvalgte medlemmer samt 2 medarbejder repræsentanter. P.t. er 1 af de 4 generalforsamlingsvalgte medlemmer en kvinde, dvs. 25%, hvilket opfylder lovens krav om ligelig kønsfordeling. Da der ikke var valg til bestyrelsen på egetæppers generalforsamling i 2015, er der ikke sket ændringer i bestyrelsens sammensætning. • 30% af alle nyansatte ledere skal fremover være kvinder. Der er i alt foretaget 4 ansættelser på ledelsesniveau, hvoraf 1 var en kvinde (25%). Efterfølgende er kvinden headhuntet til andet job, og stillingen er blevet besat af en mand. Vi har måttet konstatere, at det ikke har været muligt at opfylde vores målsætning, da hensynet til relevante kvalifikationer og ”rette person til jobbet” har vejet tungere, ligesom der ikke har været kvinder i ansøgerfeltet, der opfyldte disse kriterier.
Download PDF fil
Byg din egen flipbook