Måltal for eges bestyrelse Vedtaget på bestyrelsesmøde i juni 2013 Folketinget har med virkning fra 1. april 2013 besluttet, at virksomheder skal forholde sig til, hvorvidt der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd i virksomhedernes øverste ledelsesorgan, typisk bestyrelsen. Den nye lovgivning medfører en pligt til, at vi i ege opstiller måltal for, hvordan vi vil opnå en ligelig repræsentation af kønnene såvel i bestyrelsen som i den øverste ledelse. eges bestyrelse har derfor opstillet måltal for dette arbejde, hvilket vil indgå i rapporteringen for regnskabsåret 2013/2014. ege driver forretning indenfor en mandsdomineret industri og er en relativt mandsdomineret virksomhed. Det er i praksis vanskeligt at tiltrække kvinder til bestyrelsesposter og lederstillinger i tæppebranchen. eges bestyrelse mener derfor, at det vil være et ambitiøst og realistisk måltal indenfor de næste 4 år at fastholde den nuværende fordeling i bestyrelsen på 25% kvinder og 75% mænd. Bestyrelsen vil samtidig gøre en aktiv indsats for, at der i fremtiden i højere grad end tidligere udpeges kvinder som kandidater til bestyrelsen. På den måde kan der på længere sigt tilstræbes en mere ligelig kønsfordeling i bestyrelsen. Når den 4-årige periode med måltallet 25% kvinder er udløbet, vil vi derfor fastsætte et nyt måltal for kvinder i eges bestyrelse. Måltallet omfatter alene de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer. De medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer er ikke omfattet.
Download PDF fil
Byg din egen flipbook