OM RAPPORTEN Velkommen til ege Groups Corporate Social Responsibility (CSR) rapport for regnskabsåret 1. maj 2017 til 30. april 2018. Rapporten indeholder vores lovpligtige redegørelse for samfundsansvar jf. Årsregnskabslovens § 99a1, og revisionsfirmaet EY har påset, at der er overensstemmelse i forhold til denne. Rapporten fungerer samtidig som vores Communication on Progress rapport til UN Global Compact. For første gang omfatter rapporten ikke alene egetæppers fabrikker i Herning og Gram, men samtlige fabrikker i gruppen: egetæpper Herning, egetæpper Gram, Hammer Tæpper, Bentzon Carpets, Carpet Concept og UAB Litspin. Denne ændring skyldes Årsregnskabslovens § 99a, der kræver, at CSR-rapporten indeholder data fra hele koncernen. Sidste år fik vi dispensation fra denne regel, mens vi arbejdede på at etablere et dataindsamlingssystem for de fire fabrikker, vi har erhvervet aktiemajoriteten i siden 2010. Systemet er nu på plads, og vi glæder os til for første gang at præsentere et samlet CSR-regnskab i denne rapport. Det har betydet store ændringer i rapportens indhold og resultater. Den er stadig bygget op omkring de 7 fokusområder, der ligger i CSR-standarden DS 49001, som egetæpper i Herning og Gram er certificeret efter. Men i år er tallene i rapporten koncerntal. I modsætning til Herning og Gram, har de øvrige fabrikker i koncernen ikke arbejdet systematisk med CSR tidligere. Der venter derfor et stort arbejde, før koncernens øvrige fabrikker har opbygget den ønskede tilgang til CSR-indsatsen. Det afspejler sig naturligvis i de tal, der fremlægges i CSR-rapporten. Koncerntallene er væsentligt anderledes end de tal, der plejer at fremgå af egetæppers CSR-rapport. For det andet er egetæppers EMAS-redegørelse, der normalt indgår i CSR-rapporten, taget ud og publiceret i et selvstændigt dokument. Det skyldes, at EMAS kun omfatter fabrikkerne i Herning og Gram. Dermed er tallene i indeværende CSR-rapport ikke verificeret af EMAS, som de plejer. Interesserede læsere kan finde de verificerede tal for Herning og Gram i EMAS-redegørelsen på egetæppers hjemmeside. Det er et ønske for os, at alle koncerntallene i CSR-rapporten på sigt bliver eksternt verificeret. Indtil da understreger vi, at vi gør et stort arbejde internt for at verificere tallene på de enkelte fabrikker. Som noget nyt lancerer vi i årets rapport hashtagget #sustainablestories. Under dette hashtag sætter vi fokus på gode historier og aktuelle problemstillinger. Vi håber, at andre virksomheder også vil gribe muligheden for at dele deres historier med hinanden og sætte spot på relevante problemstillinger. Spørgsmål til CSR-rapporten kan rettes til: Director/CSO – Chief Sustainability Officer Henrik Schmidt Hansen: hsh@ege.dk CSR Manager Dorthe Aaboe Kallestrup: dak@ege.dk 1 Se bilag 1 for information om § 99a.
Download PDF fil
Byg din egen flipbook